Hosting – Hvad er det helt præcist?

Hosting betyder, at alle oplysningerne om din hjemmeside er placeret på en server. Du kommer derfor ikke udenom at have en eller anden form for hosting til din hjemmeside. Inden du vælger hosting, bør du tænke grundigt over, hvilken form for hosting du har brug for. 

Hvis du har set på, hvad det kræver for at starte en hjemmeside, har du sikkert hørt om det: hosting. Men hvad er det egentlig for noget? Og hvorfor har du brug for det?

Hosting, webhotel, webhosting. Det er ikke nemt med de mange forskellige begreber for det samme. Det hele handler om, at din hjemmeside skal være placeret på en server. Det er der, alle oplysninger om den bliver gemt. Den er derfor essentielt for, at din hjemmeside overhovedet kan eksistere.

Hvorfor er hosting vigtigt?

Når der er en, der gerne vil ind på din hjemmeside, bliver der sendt en forespørgsel til serveren om, at hjemmesiden skal vises. Derefter sender serveren oplysningerne til den, der gerne vil ind på hjemmesiden. Det hele tager bare et øjeblik.

Eller det burde det i hvert fald, hvis du har valgt den rette hosting. Hvis der ikke er nok plads på serveren, kan det nemlig gøre, at din hjemmeside er længere tid om at blive vist. Det kan være, hvis der er mange, der gerne vil se hjemmesiden på samme tid. Eller hvis du har mange billeder og videoer på din hjemmeside, men ikke så meget serverplads.

Derfor er hosting meget vigtigt for, at din hjemmeside kan fungere optimalt. Du kan derfor ikke bare vælge en hvilken som helst form for hosting til din hjemmeside. Du skal vælge den, der passer til lige præcis din side.

Vælg den hosting, der passer til dit projekt

Hvad er den bedste hosting til min hjemmeside? Det er et oplagt spørgsmål for dem, der gerne vil oprette en hjemmeside. Der er dog intet entydigt svar på det spørgsmål. Det hele afhænger af, hvilken form for hosting du har brug for.

De vigtigste parametre at se på i det tilfælde er:

Serverplads

Tekst fylder ikke særlig meget på en server. Hvis du har en hjemmeside med meget tekst, vil du derfor ikke have brug for særlig meget serverplads. Hvis du omvendt har mange billeder eller videoer på din hjemmeside, har du brug for meget plads.

Du kan komprimere billederne og embedde videoerne fra YouTube eller lignende. Dermed kan du få hjemmesiden til at fylde mindre, så du kan spare nogle penge på serverplads.

Hvis du har mange besøgende på din side, har du også brug for meget serverplads. Når du lige har oprettet en hjemmeside, vil du dog typisk ikke have mange besøgende og derfor ikke brug for meget serverplads.

Kundeservice

Det sker selvfølgelig fra tid til anden, at du har brug for at komme i kontakt med supporten hos dit hostingfirma. Derfor er det vigtigt, at du gør dig nogle tanker om, hvordan, hvornår og på hvilket sprog, du gerne vil i kontakt med dem.

Der findes hostingfirmaer, hvor du kan komme i kontakt med dem døgnet rundt. De fleste danske hostingfirmaer tilbyder dog kun kundeservice i dagtimerne. Med nogle businessabonnementer kan du komme i kontakt med dem fra tidlig morgen til ud på aftenen.

Men på gratis sider bliver min hjemmeside da ikke hostet?

Måske er du lidt forvirret over, at hosting overhovedet er nødvendigt. Der findes jo masser af gratis sider, hvor du uden omkostninger kan oprette en hjemmeside. Det kan for eksempel være blogger.com og wordpress.com (sidstnævnte må ikke forveksles med wordpress.org, der er der, hvor du finder gratis software til at opbygge din hjemmeside i).

På de gratis sider bliver din hjemmeside dog også hostet. Det sker bare på henholdsvis blogger.com’s og wordpress.com’s servere. Du har altså ingen mulighed for at vælge, hvor meget serverplads du gerne vil have og har kun adgang til den kundeservice, de tilbyder. Derfor kan det typisk bedst betale sig, at du selv vælger hosting, så kan du få det på den måde, du gerne vil have det.

LÆS OGSÅ: Billig hjemmeside? Få tips til at komme billigt i gang

FAQ BOKS

Er webhotel og hosting det samme?

Ja, webhotel og hosting er det samme. Begge dele dækker over den server, som oplysningerne om din hjemmeside er placeret på.

Hvor meget serverplads har jeg brug for?

Det er meget forskelligt, hvor meget serverplads du har brug for til din hjemmeside. Det kommer helt an på, hvor stor en side der er tale om, hvor mange billeder og videoer du har på den, og hvor mange besøgende du har.

Skal jeg vælge dansk eller international hosting?

Der er ikke noget rigtigt eller forkert i forhold til at vælge dansk eller international hosting. Hvis du gerne vil kommunikere med hostingfirmaet på dansk, skal du selvfølgelig vælge et dansk af slagsen. Der kan også være en lille fordel i forhold til hastighed, hvis din hjemmeside henvender sig til danskere, og du har et dansk hostingfirma. I det tilfælde kan hjemmesiden blive indlæst lidt hurtigere.Internationale hostingfirmaer er dog typisk de billigste. Hvis prisen er afgørende for dig, kan det derfor være det bedste valg. Der findes dog i dag meget billige danske hostingfirmaer.